Vi er Jyllands ældste Suzukiforhandler

Bakke Biler drives af Flemming og Pia Aagaard, der har samlet sig et dedikeret team af familie og dygtige Suzuki entusiaster.

Fællesskabet er vigtigt her i huset, og det kan du mærke, når du træder ind gennem døren.

Vores ønske er at være din foretrukne Suzuki-partner, og det kan vi kun være, hvis vi giver dig den allerbedste service. Hver gang.

Suzuki ind med modermælken

Her i huset er der solgt Suzuki siden far var ung. I bogstaveligste forstand. 
Det var nemlig Flemmings far, HC, der grundlagde forretningen, og i 1984 blev Jyllands første Suzukiforhandler.

Men historien går endnu længere tilbage, og fortæller om hvordan glæden ved at sælge biler kan gå i arv.

IMG_7905 (1)

Det hele startede i 1968, hvor HC fik job på værkstedet på Åbenrå Landevej, der hvor der i dag stadig er tankstation. Det var her HC fik smag for at sælge biler, og inden længe ønskede han at starte sin egen forretning. 

På Jomfrustien, helt nede ved havnen, fandt han de perfekte lokaler, og her åbnede han Aagaards Biler. Forretningen blomstrede hurtigt. 

IMG_7904 (2)

Lige overfor værkstedet lå landboauktionen, og hver fredag kom landmænd fra hele oplandet. Og de skulle selvfølgelig igge på bil. Faktisk gik det så strygende, HC måtte tage toget til Sjælland, for at komme hjem med en vognfuld nye biler, for at kunne følge med salget.

Datsun-forhandler og nye lokaler

Brugte biler var ikke længere nok for HC, og da han blev Datsun forhandler, blev lokalerne på Jomfrustien for små.

Derfor rykkede han forretningen ind i den gamle eksportstald, der lå der, hvor Kvickly ligger i dag.

Den Gamle Eksportstald .png

Fra Aagaard Biler til Bakke Biler

HC's forretning var vokset sig så stor, at han havde taget en kompagnon med i foretagenet. Det gik strygende med salget af Datsun, men én gang iværksætter, altid iværksætter, og på et tidspunkt ønskede HC at gå tilbage og drive forretning på sin egen måde. 

Han lod sin kompagnon overtage hele forretningen, og gik på udkig efter nye lokaler.

Og dem fandt han. På toppen af en bakke i udkanten af byen, lå de tomme lokaler efter Bakke Huse. 

Bakke Biler - et familieforetagende.

HC, der havde givet afkald på hele forretningen, havde ikke mange penge, og havde derfor ikke råd til et nyt flot skilt til forretningen. Så han kravlede op på stigen, fjernede "huse" i Bakke Huse og skrev i stedet "Biler". 

Selvom midlerne er små, vælger den lille familie at gå all in. Margit opsiger sin gode stilling som bogholder hos F. Engel for at bakke op om sin mand og forretningen, og hun står nu i spidsen for økonomien i forretningen.

Og der, på toppen af bakken syd for byen, lå nu byens nye automobilforhandler, og inden længe kom Datsun tilbage til HC og Margit.

IMG_7907

Udvidelser i familien og værkstedet.

Hårdt arbejde betaler sig, og både forretning og familie er i udvikling.

Først bliver familien udvidet med de to sønner, Michael (tv.) og Flemming (th.), der hurtigt lærer at begå sig i værkstedet. De kommer hver dag sammen med mor Margit.

Herefter tager HC endnu et mærke, Skoda, ind i forretningen og udvider igen forretningen. Først indtager han lokalerne på den anden side af vejen, der hvor Schleidt i dag har til huse, og siden bygger han en hal til lokalerne på Hirsevej 7. 

IMG_7914.jpg

Første Suzukiforhandler i Jylland

i 1984 øjner HC et hul i markedet. Mærket Suzuki vinder frem, og forhandles kun på Sjælland via Sverige. Det laver HC og Margit om på, og starter op som den første Suzuki forhandler i Jylland. 

Her ses HC på en messe i Næshallen i Vilstrup, hvor han præsenterer både Skoda og Suzuki

IMG_7915.jpg

 

Udklip

Interessen for biler går i arv

Her ses hele familien samlet i forretningen. Fra venstre er det mor Margit, Michael, Flemming på kølerhjelmen og HC. 

Hverdagen i værkstedet og forretningen vækker Flemmings interesse for biler, og efter endt handelseksamen tager han til Kolding, for at tage uddannelsen som reservedelsassistent hos Toyota.

Herefter går turen til Århus, hvor han arbejder som reservedelsassistent, også hos Toyota.

Generationsskifte

I 2005 bliver Flemming ringet op af HC og Margit, om han har lyst til at komme tilbage til Haderslev, for at arbejde i familiens forretning, og - måske - med tiden føre forretningen videre.

Flemming takker ja, og vælger i en periode at pendle mellem bopælen i Århus og arbejdet i Haderslev. Men han opdager ret hurtigt, at han har truffet den rigtige beslutning og i 2006 rykker han helt tilbage til Haderslev, og begynder langsomt at overtage driften af forretningen.

HC og Margit fortsætter begge i forretningen. HC går og hygger sig med kunderne og Margit er fortsat ved roret i bogholderiet.

Margit og HC takker af

I 2016 vælger Margit at gå på en velfortjent pension. Heldigvis har Flemming allerede i 2015 giftet sig med Pia, der arbejder som talknuser i en bank. Flemming har længe forsøgt at smøre Pia, og overtale hende til at blive en del af forretningen, og i maj 2016 overgiver hun sig, og bliver ansat som bogholder. 

En ny generation på vej?

Om Flemming og Pia's to piger, Tilde og Mille, skal overtage forretningen om mange år, vides ikke - men interessen for biler og motorcykler er igen gået i arv, særligt hos Tilde.