Ledige Stillinger


Bakkebilerbetzler                     

Eftermarkedschef, Bakke Biler, Haderslev

Tænker du i løbende optimering og effektivisering på værksted og lager? Har du konstant nye og måske utraditionelle ideer til nye produkter, nye markeder, nye kunder? Så er stillingen som eftermarkedschef hos Bakke Biler måske noget for dig!

Bakke Biler er en lille veldrevet familieejet autoriseret Suzuki bil- og MC forhandler med knap 30 år på bagen. Bakke Biler sætter kunden og den personlige relation i centrum og arbejder bevidst med konstant at udvikle og forbedre serviceniveauet og kvaliteten og er kendt for at gå det ekstra stykke.

Som led i et generationsskifte i virksomheden ønsker Bakke Biler at skabe en mere samlet og overordnet indsats på eftermarkedet.

Arbejdsopgaverne vil overordnet set være:

  • Daglig drift og løbende optimering af lager og værksted
  • Personaleledelse af værksted, lager og eftermarkedskoordinator
  • Ansvarlig for de økonomiske resultater på eftermarkedet, herunder sikre en sund indtjening, minimalt spild, høj kvalitet og løbende bearbejdning af eksisterende og potentielle kunder

Jobbet er nyoprettet og meget selvstændigt og det forventes, at du er proaktiv og iderig og at du sammen med virksomhedens direktør løbende udvikler og igangsætter nye procedurer og tiltag, der bidrager til virksomhedens øgede indtjening.

Som person er det derfor vigtigt, at du er udviklingsorienteret og har et positivt syn på udfordringer. Du tager ansvar og sørger for at få tingene til at ske. Du er en erfaren personaleleder, der formår at gå foran og skabe en god stemning og at få dine medarbejdere til at nyde at yde deres optimale og er god til at tage evt. konflikter i opløbet. Du skaffer dig overblik, ser helheden og kan gennemskue sammenhænge, samtidig med at du også kan dykke i detaljen og få taget fat, hvor det er nødvendigt.

Du trives i et uformelt miljø, hvor du kan få luft for dine mange ambitiøse ideer og hvor der ikke er langt fra ide til handling.

Vi forventer, at du har en solid ledererfaring fra branchen (min. 5 år) fra værksted eller reservedelslager. Du brænder for at arbejde med eftermarkedet og sidder meget gerne i en tilsvarende stilling. Det er en stor fordel, hvis du har erfaring i optimering/lean og har relevant videreuddannelse fx indenfor ledelse, økonomi eller marketing.

Jobbet er en fuldtidsstilling, som ønskes besat snarest muligt. Kandidater fra lokalområdet vil blive foretrukket.

Er du interesseret, så send snarest muligt en motiveret ansøgning og CV til Marianne Betzer på mailen: marianne@betzer-hr.dk og skriv: "Eftermarkedschef " i emnefeltet. Angiv også hvor du har set jobbet.

Vi vurderer løbende de indkomne ansøgninger og kalder også løbende ind til samtaler.

Skulle du have spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Marianne Betzer fra Betzer HR på telefon 4252 2300.

 

Udviklet af Bilinfo